From Berlingske Søndag, 10th of December 2000

Jeg er en snemand

»Jeg betragter mig som en snemand. Af alle tildragelser og af alle mennesker. Alt er jo snefnug. Og jeg kan ikke sige, at den og den er skyld i, at jeg kom dér og så videre, for det er jo mange ting, der i forening gør resultatet. Så hver ingrediens er et snefnug, som jeg består af. Og derfor er jeg en snemand,« siger Victor Borge om sin succes.

Trods sine 92 år føler Victor Borge sig ikke gammel. Siger han i hvert fald. Humoren har gennem hele livet været hans skjold for den blufærdighed, der gemmer sig inden i verdens sjoveste mand. I dette eksklusive interview fortæller Victor Borge om at flygte fra nazismen, om at være sig selv og om altid at blive grinet ad.

Af Jakob Kvist
Denne søndag, den 10. december, ville Kongelig Kapelmusikus Bernhard Rosenbaum være fyldt 153 år, og hans yngste søn holder dagen i hævd med et lille selskab for nogle få gode venner.

Gæsterne vil blandt andet få udleveret en fotokopi af et interview, som Bernhard Rosenbaum gav til Dagens Nyheder, da han fyldte 80. Her blev han til sidst i artiklen spurgt om sine ønsker for fremtiden, og han svarede nogenlunde således:

»Jeg ønsker held og lykke til alle, jeg kender, mine venner og min familie. Og så ønsker jeg, at Børge vil gøre familien ære.«

Knap fem år senere døde Bernhard Rosenbaum, og han nåede aldrig at se sit ønske gå i opfyldelse i en grad, som han vel næppe kunne have drømt om. Det er en af Victor Borges sorger i livet, for han ville så gerne have givet både sin far og sin mor den glæde med. Men faderen var gammel, og Børge måtte først betræde en væsentlig omvej. I 1940 flygtede han fra nazisterne med skib til USA, og her måtte han lade sig føde på ny som immigrant uden hverken sprog eller penge. Navnet blev ændret for at bortkaste alle tyske associationer, og næsten alt måtte gøres forfra.

»Jeg kunne ikke et ord engelsk. Jeg kunne lidt engelsk grammatik - I am, you are, he, she and it is - men det kommer man jo ikke så langt med. Men jeg havde min baggrund her i Danmark og Sverige, og jeg vidste, hvad jeg kunne. Jeg kunne underholde. Enten ved musik eller om musik, og der følte jeg mig hjemme. Når jeg kunne gøre det her, kunne jeg også gøre det dér. Det var blot et spørgsmål om at vælge den rette vej. Men jeg har bestemt også været igennem tortur. Ting, jeg måtte gøre for at eksistere. At finde det lavvande, hvor jeg kunne bunde, var ikke så let. Der var jo ingen, der stod og ventede på mig.«

Siger Victor Borge og skænker lidt mere op af den citronvand, der står på bordet som en af de mange små og store livlinjer, der knytter ham tilbage til fortiden og fædrelandet.

»Jeg har bevaret min barnesmag i drikkevarer. Cognac, for eksempel,« tilføjer han.

Jo, æren kom for Danmarks morsomste mand, der rykkede op, og blev verdens sjoveste. »Ja, tænk, det troede jeg også, jeg var - indtil jeg mødte Dem,« som han engang sagde til en journalist.

Men sådan er humøret ikke denne dag. Der er ingen spydigheder i luften. Den snart 92-årige Victor Borge er kun venlig og tilsyneladende glad for at kunne fortælle om sin far.

»Jamen, det er da rørende. At Børge må gøre familien ære. Ak ja.«

Selvfølgelig siger man De til Victor Borge.

Det er onsdag, to dage efter ankomsten, og stedet er forlaget Aschehougs allerhelligste saloner på syvende etage i Egmonts bygning i hjertet af København.

Sammen med sin datter Rikke er Borge i Danmark i hele to uger for at give en hånd med. Politiken-fotografen Tine Hardens fotobog om ham er netop kommet på gaden, og trods årstiden, som bestemt ikke hører til attraktionerne netop nu, ville han ganske enkelt gerne hjælpe.

»Tine har været så sød og hjertelig, så jeg vil gøre alt, hvad jeg kan. For at sælge bogen, simpelthen. Hun er så beskeden og opmærksom i sit arbejde. Hun har været meget ømfindtlig overfor mine luner, og jeg tror, hun har forstået mig. Hun holder meget af at le, og det gør jeg jo sådan set også.«

Og Victor Borge ler videre. Eller rettere, hans omgivelser gør. Det gør vi denne dag, for han kan ikke lade være, og pensionsalder kender han ikke til. Han optræder stadig, omend sjældnere, og til sommer kommer han tilbage til Danmark for at give koncert med Det Kongelige Kapel.

»Det er det, jeg gør bedst. Og hvis ikke man skal gøre det, man er bedst til, skal man slet ikke gøre noget.«

Længere er den ikke. Og Børge Rosenbaum er forlængst blevet til Victor Borge. Han kan ikke adskilles fra sin metier, og ønsker det helt åbenlyst heller ikke. Man er det, man gør, siger han på et tidspunkt.

»Og naturligt er jeg i godt humør. Det er min natur. Derfor er jeg også i meget dårligt humør, når jeg ikke er i godt humør. Og jeg har det sådan med det, at jeg kan åbne for det og lukke for det. Som en nøgle. Enten er jeg helt nede på bunden, eller også er jeg helt oppe i toppen. Der er ikke sådan noget midt imellem. Og det kan jeg altså åbne og lukke for.«

Har humoren været et skjold for Dem?

»Ja, i høj grad. Den har beskyttet mig. I virkeligheden er jeg meget blufærdig. Jeg var blufærdig, hvis jeg kom ind i selskab med mange mennesker. Så stod jeg altid lidt i baggrunden. Jeg kunne ikke lide at blive fejret, og det kan jeg stadigvæk ikke. Jeg kan naturligvis lide det på én måde, men jeg kan ikke lide at være centrum.«

Og det har De så alligevel været livet igennem?

»Ja, det har ikke kunnet undgåes. For det er jo mig, der sætter liv i kludene. Og det gør jeg ikke bevidst. Det er noget, der kommer ganske naturligt. Nogle gange irriterer det mig, for jeg vil ikke gøre indtryk på folk og klovne og prøve på at være morsom hele tiden. Og det gør jeg heller ikke. Men jeg er morsom, og det kan jeg ikke gøre for. Det er ligesom folk, der stammer, de kan heller ikke lade være.«

Det er en skæbne?

»Ja, det hører sig til. Og så er der også andre grunde, naturligvis. Med nazismen og forfølgelsen. Man var aldrig sikker på sig selv. Og det har været en stor hjælp og en stor hæmning på samme tid. Det har gjort mig beskeden, gjort at jeg ikke trænger mig frem. Så jeg ikke blev udnævnt til at være fræk. Jeg har altid stået i baggrunden også af den grund.«

Der dannede sig et skjold i de unge år, da man råbte »jøde« af Dem?

»Ja. Nemlig. En forsigtighed. Jeg kan huske, når jeg stod på scenen og så kunne se på folk, at en eller anden sagde .... Selvom jeg ikke kunne høre det, vidste jeg, at de sagde jøde. Jeg troede i hvert, at de sagde det. Jeg kunne se det på udtrykket. Og det har på en måde pint mig hele mit liv. Men der er jo altid nogen. Det er så let at være anti. Ligegyldigt hvad. Det forlanger ingen videnskab, det forlanger ingen indsigt. Man skal bare knytte næven. Og det har da altid undret mig, hvorfor jeg skulle straffes for noget, som jeg ikke havde gjort. Det synes jeg nok er gået lidt over gevind. Men jeg har nu aldrig følt mig straffet i den forstand, for jeg havde jo netop ikke gjort noget.«

Når man læser Deres bog, udstråler De dog en meget stor faglig selvsikkerhed, da de ankommer til New York. De tror på, at det kan lykkes, og gennembruddet kommer jo også ret hurtigt?

»Ja, næsten øjeblikkeligt. Men så ved De også fra bogen, at jeg betragter mig som en snemand. Af alle tildragelser og af alle mennesker. Alt er jo snefnug. Og jeg kan ikke sige, at den og den er skyld i, at jeg kom dér og så videre, for det er jo mange ting, der i forening gør resultatet. Så hver ingrediens er et snefnug, som jeg består af. Og derfor er jeg en snemand. Men jeg vidste, at det virkede, det jeg gjorde. Jeg skulle bare have chancen, og det viste sig også, da jeg fik lejligheden på Bing Crosbys radioprogram. Efter det første show dér - det var fyrværkeri. Folk kørte galt i deres biler og smadrede ind i træer. Og de stoppede midt på vejen, for de kunne ikke køre videre. Sådan lo de. Men det var også morsomt. Og jeg kunne jo slet ikke tale engelsk på det tidspunkt, så jeg vidste, hvad jeg sagde, men jeg forstod det ikke. Det var skrevet ned og oversat, og så læste jeg det op, og min udtale har nok været mærkelig. Men det gjorde sig.

Det mærkelige er bare, at jeg egentlig ikke kan lide at være morsom. Men jeg er morsom. Jeg forsøger ikke at være morsom. Men morskaben, fordrejningerne og så videre, gør mig morsom. Men det er et udsyn. Humor er jo en begivenhed, som mislykkes. Og det ser jeg lige igennem.«

Og god humor og tragik hænger sammen?

»Ja. Hvorfor ler man af ting, der går galt, nogle år efter? I øjeblikket er det jo grusomt, men når man tænker tilbage på det og taler om det, så dør man af grin. Jeg ser det lige med det samme. Ikke fordi jeg søger det. Det kommer bare.«

Og så græder klovnen, som man siger?

»Næeh, for så skal man først være klovn. Og det er jeg ikke. En klovn er jo ikke sig selv. Han tager maske på, og så bliver han en anden. Men jeg er mig, når jeg står på scenen. Jeg er ægte i den forstand. Det er ikke konstrueret på nogen måde. Så er det mig, der bestemmer. Eller rettere, det er ikke mig, der bestemmer, det er noget, der bestemmer mig. Og det har aldrig svigtet. Jeg stoler på det og regner med det, og hvis jeg skal holde en tale, forbereder jeg mig aldrig. Jeg venter til alle andre talere er færdige, og så bruger jeg noget af det, og så kommer det automatisk. Bum. Mine bedste taler er helt spontane. Det bliver løftet af situationen.«

Og De har ikke svært ved at gå ind og være morsom, når De iøvrigt er trist til mode?

»Nej, jeg kan slet ikke lade være. Jeg er morsom, og jeg kan ikke sige, at det er ikke-bevidst, for jeg ved, at jeg er morsom. Jeg ved, at de ting, jeg gør, er morsomme, for de er overraskende, og der er ingen andre, der gør det på den måde. Og der ligger selvfølgelig viden og træning bag, selvom jeg ikke træner i at være morsom. Men jeg bruger min viden og min kunnen ved flyglet, og det virker altid.«

De sagde på et tidspunkt i et TV-interview, at De ikke kunne forstå, hvor tiden er blevet af?

»Jeg kan ikke forstå, at det kunne tage så lang tid og gå så hurtigt.«

Er det vemodigt at blive gammel?

»Jeg er ikke gammel. Mit legeme er gammelt, men jeg har ikke forandret mig. I nogen måde. Jeg har set mere, men jeg har jo set det samme mange gange. Og meget af det behøver man jo ikke se mere end en gang. Så er min fysik svækket en lille smule. Eller en stor smule. Og det er jo forståeligt.

Men min ånd er ikke forandret. Jeg har ikke de lyster, som jeg plejer at have. Jeg har ikke den kraft. Lokomotivet er ikke ivrigt. Det går langsomt. Og som jeg siger, jeg går langsommere, men jeg ser mere. Jeg ser en masse, som jeg ikke har set før.«

Men De føler dem ikke vemodig?

»Ofte. Nu har jeg jo lige mistet min kone, og det har ikke hjulpet meget. For jeg var fantastisk forelsket i hende. Og det gør, at fremtiden synes at være meningsløs. For jeg har jo igennem halvtreds år forgudet hende, og hun har behandlet mig uden omsvøb. Jeg skulle aldrig vise mig, og det gør jeg jo altid. Jeg elsker at overraske, og jeg skulle altid overraske, og det var hun ikke så forfærdeligt glad for. Men det kunne jeg ikke lade være med. Det er en af mine svagheder. Overraskelse. Det synes jeg er så morsomt. Og nu har jeg ikke nogen, der skal overraskes. Men jeg beklager mig ikke, for det kommer der ikke noget ud af. Jeg siger det bare, som det er.«

Så slukkes livsgnisten?

»Den er slukket. Men jeg kan jo heldigvis dreje nøglen om. Jeg kan putte den ind, jeg kan putte den i gear, og jeg kan tage den ud. Det ene øjeblik kan jeg være meget morsom, og det næste øjeblik er jeg langt, langt, langt væk. Helt nede på bunden. Jeg har svært ved at falde i søvn om aftenen. Jeg falder i søvn, når jeg ikke skal falde i søvn, men når jeg skal, så kan jeg ikke. Men det er jo noget personligt, og jeg kan ikke lide medlidenhed. Jeg søger ikke medlidenhed. Men sådan er det altså bare.«

Ville De hellere være blevet i Danmark, hvis skæbnen havde villet det anderledes for Dem?

»Nej. Jeg er glad for, at det blev, som det blev. Det tror jeg godt, jeg kan sige. Men USA er et mærkeligt land på mange måder.«

Føler De Dem rodløs som flygtning?

»Nej, jeg føler mig overhovedet ikke som flygtning, for der er jo ikke noget at flygte fra. Jeg flygtede fra nazismen, men den er der jo ikke mere. Skønt, den kommer såmænd nok igen, for det er jo så let at være nazist. Det kræver ikke meget.«

Skal de begraves i USA eller Danmark?

»Først og fremmest er min kone blevet kremeret. Og jeg skal også kremeres, og så skal min aske blandes med hendes. Så vi skal være sammen for evigt. Det er der ikke nogen, der kan skille os fra. Så skal vi begraves, hvor min kone nu er begravet i Amerika. Men en del af asken - forenet - skal føres til Danmark, og så skal vi begraves her også.«

Til det formål har Victor Borge søgt og fået tilladelse til at fremstille en firs centimeter høj bronzekopi af Den lille havfrue. Den skal stå ved graven i Amerika, for den er Danmark - mere end noget andet. Den kender folk, og det er vigtigt for Borge. At den genkendes. For ellers fortæller den jo ingenting. Og den skal - ligesom Børge Rosenbaum - gøre ære.